Tarmsvigt og ernæring
Hvis tarmen ikke fungerer korrekt, kan kroppen have problemer med at få nok af det, den har brug for
En velfungerende tarm
Tarmen er et organ med mange funktioner og med stor betydning for kroppens overordnede sundhed.
Når den fungerer som den skal, sørger den for transport af maden fra mavesæk til endetarm, og undervejs på rejsen sorterer den det brugbare fra det mindre brugbare.
Tarmen trækker næringsstoffer ud, som kroppen kan bruge til energi, vækst og reparation. Den fungerer på sin vis også som en genbrugsstation, ved at re-absorbere stoffer som kan genbruges i kroppen, som fx galdesalte der bruges til spaltning af fedt i tarmen. Udover sit arbejde med at fordøje den mad, vi indtager, har tarmen også en vigtig rolle i immunforsvaret.
Kan man klare sig uden sin tarm?
Når tarmen ikke virker tilstrækkeligt, kan det blive nødvendigt at få næring via en anden metode, nemlig ved parenteral ernæring. Parenteral betyder ’uden om tarmen’.
Det indebærer, at madens næringsstoffer, vitaminer og sporstoffer løber direkte ind i blodet via et lille kateter (tynd plastslange), der er placeret i en blodåre. Den flydende mad kommer altså ind i kroppen uden først at passere gennem mave-tarmkanalen.
Hvad er parenteral ernæring?
Parenteral ernæring tilfører alle de livsnødvendige næringsstoffer, så den afspejler anbefalingerne for almindelig kost så optimalt som muligt. Dvs. proteiner, fedt og kulhydrater samt vitaminer og sporstoffer. Derudover tilfører den parenterale ernæring væske og elektrolytter.
Danmark er førende indenfor behandling af tarmsvigt
Siden 1970’erne har danske læger, sygeplejersker og diætister behandlet patienter med tarmsvigt i Danmark.
Behandlingen er tilrettelagt på den måde, at patienter med tarmsvigt, kan modtage deres ernæringsbehandling i hjemmet, og på den måde leve et forholdsvis normalt liv.